REEFT blev en gamechanger for Electrolux Professional i Ljungby
– Store gevinster i effektivitet og kvalitet hos Electrolux
– Store gevinster i effektivitet og kvalitet hos Electrolux
For 17 år siden blev den første signalboks til digital dataopsamling koblet til en maskine i produktionen hos Electrolux Professional i Ljungby. Derefter tog det fart, og i dag kan du ikke gå igennem produktionen uden at se REEFTs skærme overalt.
Skærme med værdifulde data om alle maskinerne, hvor operatørerne i produktionen kan tilføje nye knapper og funktioner, kontrollere og justere takten, og starte og stoppe hver enkelt produktionslinje.
I dag er REEFT en fuldstændig uundværlig del af Electrolux Professional, der får produktionen til at køre, som den skal. Med cirka 250 medarbejdere på gulvet og en daglig produktion på 130 vaskemaskiner og 40 tørretumblere har REEFT hjulpet med at forbedre både effektivitet og kvalitet.
Slut med løse papirer i produktionen
Tilbage i 2007 var Rikard Karlsson, teknisk chef hos Electrolux Professional, en af drivkræfterne bag beslutningen om at implementere REEFTvisual i produktionen.
”På det her tidspunkt kørte vi alt i produktionen på papir, og vi søgte en løsning, der kunne sikre os en digital fremtid. Valget faldt på REEFT, fordi de præsenterede en løsning med touchskærme og websider, som kunne udvikles i takt med vores behov,” fortæller Rikard Karlsson.
I starten var operatørerne skeptiske over for det nye system, men det var kun, indtil de blev fortrolige med det og fandt ud af, at det var et hjælpemiddel. Med REEFT-systemet var det nemlig lynhurtigt at finde de specifikke data til den pågældende opgave, de stod over for.
En daglig hjælp for produktionslederne
William Lanquist, supervisor hos Electrolux Professional, er en af de medarbejdere, der har været med fra start, da REEFTvisual blev implementeret. Han har arbejdet i virksomheden i 19 år og været produktionsleder i 10 af dem.
”Systemet er et uundværligt værktøj for både mig og montørerne. Vi kan nemt se, hvordan det går med produktionslinjen, hvilke problemer, vi har og hvilke fokusområder, vi skal have i fremtiden,” fortæller William Lanquist.
Han fremhæver også samarbejdet med REEFT som en afgørende faktor. “Vi har et rigtig godt samarbejde. Hvis vi har brug for nye funktioner, kontakter vi REEFT direkte og kan sammen udvikle systemet yderligere. Der er altid god og hurtig support.”
Forbedret produktion og kvalitet
For teamleder Vlatko Kopljar er REEFT-systemet en stor hjælp i hverdagen. “Systemet hjælper mig med at opdage fejl med det samme. Der kommer et lyssignal på skærmen, som viser, hvor problemet er. På den måde kan jeg gå direkte hen til det sted, hvor problemet findes og løse det hurtigst muligt,” forklarer Vlatko Kopljar.
Med relevante data om maskinen på skærmen er det blevet muligt for Electrolux Professional at reducere antallet af fejl på maskinerne markant. Generelt har virksomheden oplevet både store produktivitets- og kvalitetsforbedringer på deres vaskemaskiner og tørretumblere.
”Vi bygger jo kvalitetsmaskiner i den professionelle branche, så kvalitet er vores ledemotiv, og REEFT hjælper os med at kunne levere den rigtige kvalitet,” fortæller Rikard Karlsson.
Produktivitetsforbedringerne kan helt simpelt forklares ved, at alle i produktionen simpelthen altid ved, hvad de skal gøre.
”Uden REEFT på alle vores skærme, ville vi miste overblikket. Hvis vi pludseligt skulle få problemer med systemerne, ville vi ikke kunne komme videre uden, for det er REEFT, der helt og holdent får produktionen til at køre, som den skal,” siger William Lanquist.
Fremtiden med REEFT
Både Rikard Karlsson og William Lanquist ser store muligheder i fremtiden med REEFT. “Vi ser på at udvikle endnu mere effektive systemer ved at bruge de data, der indsamles. Det vil hjælpe operatørerne endnu mere med at gøre tingene rigtigt”, fortæller Rikard Karlsson.
Derudover ser de frem imod at kunne inddrage REEFT endnu mere i oplæringen af nye medarbejdere.
”I starten kan det for mange montører virke skræmmende at bruge REEFT, men når man først har det, bliver det hurtigt uundværligt. Det giver en utrolig kontrol over produktionen, og så er det også en fordel, at alle data gemmes, så du altid kan finde dem frem og arbejde videre med de ting, der kan gøres bedre,” fortæller William Lanquist.